Over de næste 2,5 år skal Reel sammen med en kreds af partnere udvikle fundamentet for fleksible solcelleanlæg i projekt HELIOS. Projektet skal udvikle styrings- og optimeringsmodeller til fleksible solcelleanlæg med energilagring, og derigennem styrke uafhængighed af fossile energikilder.
Vist ovenfor: Maria Flora Andersen (Reel), Christian Randløv Schmidt (Reel), Junesoo Shin (Twig Energy) og Liyang Han (Twig Energy).
Fossilfri energiforsyning kræver ikke bare mere vedvarende energi, det kræver også at den vedvarende energi i højere grad bliver tilgængelig, når vi skal bruge den. Herhjemme er vedvarende energi primært tilgængelig, når vinden blæser og solen skinner - men hvis vi skal afkoble vores energiforbrug fra fossile brændsler skal vi blive bedre til at lagre energien og bruge solcelleanlæggene til at stabilisere elnettet under spidsbelastninger.
Med HELIOS-projektet udvikler vi en løsning, hvor vi integrerer forecasting, optimering og styring af solcelleanlæg med energilagring i én samlet, digitaliseret løsning. På den måde kan vi sikre optimal udnyttelse af solcelleanlæggene - for både klimaet, elnettet og energiproducenter og forbrugere. Og ikke mindst sikre mere robuste forretnings- og finansieringsmodeller, der gør at vi kan sikre den nødvendige udbygning af fleksible, vedvarende energianlæg.
- Maria Flora Andersen, Chef for Partnerskaber
Projektet er støttet af Elforsk og udføres i et strategisk samarbejde med ECNergy, Energicenter Nord og Twig energy.
Nysgerrig på at høre mere? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.
Pressekontakt og henvendelser vedr. samarbejde: Maria Flora Andersen, mfma@reel.energy