Reel udnævner Jan-Christopher Klotz til landechef for Tyskland

Reel Energy, der er en B2B elleverandør, energihandler og balanceansvarlig aktør, har ansat Jan-Christopher Klotz som landechef for Tyskland. Den nye rolle kommer i kølvandet på Reels Series A-runde på 112 millioner kroner, som blev ført an af Future Energy Ventures (FEV) tidligere i år, og er et vigtigt skridt i selskabets ekspansion på det tyske marked. 

Tyskland er fortsat under pres for at fremskynde den grønne omstilling. For at nå målet om 80 % vedvarende energi i elforbruget i 2030 skal landet øge solcellekapaciteten med ca. 70 % og kapaciteten fra landbaseret vindkraft med ca. 64 % i forhold til i dag. Alligevel gør stigende prisvolatilitet, usikkert afkast på projekter og skiftende støtteordninger det fortsat svært både for producenter af vedvarende energi og for virksomheder med et stort strømforbrug. 

"Tyskland er Europas største energimarked, men businesscasen for vedvarende energi er under pres. Solcellernes capture rates ramte i 2025 det laveste niveau i fem år, og lavere støtte driver producenterne mod PPA'er for at sikre deres indtægter. Samtidig oplever virksomheder, der køber energi, stigende prisvolatilitet, og begivenheder som Dunkelflaute rammer bundlinjen hårdt. Jeg glæder mig til at blive en del af Reel og hjælpe begge sider med at navigere i energimarkedets stigende kompleksitet – og til at fremskynde Tysklands grønne omstilling." 

Jan-Christopher Klotz, tysk landechef, Reel 

Dunkelflaute betegner perioder, typisk om vinteren, hvor der kun er meget lidt vind og sol, og hvor produktionen fra vedvarende energikilder derfor falder markant. 

Jan-Christopher Klotz kommer til Reel fra Zelestra, en EQT-støttet IPP, hvor han som CCO havde ansvaret for alle indtægtskilder i den tyske forretning, bl.a. tolling-aftaler, PPA'er og budstrategien i EEG-udbuddene. I den rolle var han med til at indgå Tysklands største hybrid-PPA med Salzgitter AG, en af landets store stålproducenter. Hos Reel skal Jan lede den kommercielle vækst i Tyskland, opbygge det lokale team og styrke relationerne til energiproducenter og industrielle aftagere i hele landet. 

"Omfanget af den omstilling, Tyskland står over for, er enormt, og tidsvinduet til at lykkes med den er snævert. Jan har netop den dybe energimarkedsviden, vi har brug for til at skalere det, vi har bevist i Danmark: en model, der gør vedvarende energi rentabel for producenterne og forudsigelig for virksomhederne." 

Jon Sigvert, CEO i Reel 

Reel samarbejder allerede med tyske producenter som Blue Elephant Energy og Greenwind og planlægger at udvide sin portefølje og kommercielle tilstedeværelse i landet efter Series A-runden.