Fire virksomheder indgår PPA med Reel om at købe strøm fra Søby Energipark
Fire virksomheder, heriblandt Heimstaden Denmark A/S, BONE’S RESTAURANTER A/S og Polar Seafood Denmark A/S, har indgået en Power Purchase Agreement med Reel om at købe strøm og tilhørende oprindelsesgarantier fra solcelleparken Søby Energipark, der netop er begyndt at levere strøm til elnettet.

Solcelleparken, der ligger i Norddjurs Kommune og er udviklet af Energicenter Nord, balanceres og optimeres af Reel og giver de fire virksomheder faste strømpriser via deres Power Purchase Agreements (PPA'er).
Søby Energipark forventes at producere 53,7 GWh vedvarende energi årligt – nok til at forsyne cirka 12.000 husstande med strøm.
Strøm til fast pris
Gennem deres PPA'er køber de fire virksomheder en fast mængde strøm fra Søby Energipark til en fast pris. Det reducerer deres eksponering over for spotmarkedets prisudsving, som kan gøre langsigtet finansiel planlægning vanskelig – særligt for virksomheder med et betydeligt strømforbrug.
“Søby Energipark er et godt eksempel på, hvordan en PPA kan skabe værdi for mange forskellige typer af virksomheder. Håndtering af svingende energiomkostninger er en udfordring på tværs af brancher - og vi er glade for at kunne hjælpe Polar Seafood, BONE'S RESTAURANTER og Heimstaden Denmark med et konkret redskab til at øge deres langsigtede prisstabilitet på strøm.”
Anders Engtoft Meldgaard, CCO, Reel
For Heimstaden Denmark A/S var fordelene ved deres PPA tofoldige:
"Samarbejdet med Reel gør det muligt for os at reducere vores emissioner og samtidig skabe større forudsigelighed omkring vores energiomkostninger. Det er en løsning, der understøtter både vores bæredygtighedsmål og en ansvarlig drift af vores ejendomme."
Sebastian Jagd, Technical Asset Manager, Heimstaden Denmark A/S
En hybrid park under udvikling
Energicenter Nord planlægger at tilføje et batterianlæg til Søby Energipark på sigt og dermed udvide den til et hybridt sol- og batterianlæg og derved optimere produktionen, så strømmen leveres, når efterspørgslen er størst.
“Batterilagring er en naturlig udvidelse af Søby Energipark. Det styrker parkens fleksibilitet, øger værdien af den grønne produktion og bidrager til et mere stabilt elnet.”
Christian Willadsen, Direktør, Energicenter Nord
Om parken
Søby Energipark er en 53,35 MW solcellepark med 86.370 paneler. Parken kombinerer vedvarende energi med hensyntagen til natur og dyreliv og efterlader plads til græsarealer og vildtkorridorer.
Presseressourcer
PPA-underskrivere:
Heimstaden Denmark A/S
BONE'S RESTAURANTER A/S
Polar Seafood Denmark A/S
Anonym deltager
